
DH-DM 2022 er i luften – halvdelen er allerede solgt
Tilmeldingen til årets DH-DM blev åbnet i søndags, og mere end halvdelen af de 60 pladser er allerede solgt. Hvis du skal være sikker på en plads, skal du derfor ikke vente for længe!
Tilmeldingerne til årets store event for kølbåde, DH-DM, er siden tilmeldingen for en uge siden tikket løbende ind, og der er nu under 30 ledige pladser tilbage. Arrangørerne forventer, at der bliver udsolgt inden for en måneds tid, og opfordrer til at man får sig meldt til, hvis man vil være sikker på en plads:
”Vi kan fra tidligere år se, at der særligt omkring påske kommer fart på tilmeldingerne, og med mere end halvdelen af pladserne afsat allerede nu vil jeg ikke blive overrasket, hvis vi må melde alt udsolgt i løbet af påsken” udtaler eventleder Tue S. Andersen fra Snaptun Sejlklub. Eventlederen bakkes op af stævneleder Lene Holm fra Juelsminde Sejlklub, der fortæller:
”Prisstrukturen er i år ændret, så både med flest gaster også er dem, der betaler mest i startpenge. I styregruppen synes vi, at det er mest rimeligt, men vi var selvfølgelig lidt spændt på hvordan det ville blive taget imod af sejlerne. Men med de mange tilmeldinger vi allerede har fået, ser det ud til at initiativet er taget vel imod” fortsætter stævnelederen, der samtidig understreger at prisændringen ikke giver et større deltagergebyr samlet set.
Første tilmeldte båd var i øvrigt Matcher 31´eren ENGEL. ”Vi vidste godt, at ENGEL er hurtig – det beviste de blandt andet ved at vinde distancesejladsen i 2019 – men at skipper Morten Leth-Jessen tilsyneladende er lige så hurtig ved tasterne som han er på kapsejladsbanerne, er nyt for os” griner stævneleder Lene Holm og afslutter med at tilføje, at hun er glad og stolt over at se de mange gengangere på deltagerlisten. ”At sejlerne vælger at komme igen nu for 3. gang viser, at vi har ramt noget rigtigt, og vi glæder os til at tage imod dem alle i Juelsminde til august.”
Tilmelding sker her via DH-DM´s hjemmeside www.dh-dm.dk, hvor man også kan se den foreløbige tilmeldingsliste.