DH-DM forlænger tilmeldingsfrist


Fristen for tilmelding til DH-DM til “Early Bird”-priser er forlænget til den 1. juni. Stadig 18 ledige pladser.

Styregruppen for DH-DM har noteret, at 42 sejlere nu er tilmeldt årets store sejlerfest i Juelsminde den 26. – 28. august. Og det er lige i underkanten: “Den første halvdel af pladserne røg lige så hurtig som tidligere, men siden er det gået noget i stå” siger eventleder for DH-DM Tue Andersen fra Snaptun Sejlklub og fortsætter: “Vi har sat alle sejl for at skabe en kæmpe sejlerfest og håber selvfølgelig, at vi får solgt de sidste pladser, så det hele hænger bedst muligt sammen”.

DH-DM er ifølge arrangørerne ikke det eneste event, hvor tilmeldingerne hænger lidt i bremsen. Stævneleder Lene Holm udtaler: ” “Vi hører fra andre arrangører, at folk generelt er lidt sent ude med tilmeldingerne i år. Derfor har vi besluttet, at vi forlænger fristen for ”Early Bird”-tilmelding, så man nu kan tilmelde sig til billigste pris frem til den 1. juni”.

Som ”Early Bird” sparer man 250 kr. per båd og 50 kr. per deltager.

Arrangørerne understreger, at afviklingen af stævnet ikke er i fare: “Vi regner stadig med at få solgt de sidste pladser, men uanset hvad så gennemfører vi selvfølgelig for dem der har tilmeldt sig – det bliver et fantastisk event, også med 45 deltagere” afslutter stævneleder Lene Holm.

DH-DM arrangeres i samarbejde mellem de tre østjyske sejlklubber i Horsens, Snaptun og Juelsminde og Dansk Sejlunion. Følg med på stævnehjemmesiden www.dh-dm.dk samt på facebook, hvor der løbende kommer ny information om stævnet.

Vores sponsorer

Bliv sponsor

 

Skriv til os

+45 8820 7011